Tilgivelse contra had

Tilbageblik

For ca. et år siden spiller jeg nogle sange for mine storebror. Vi er hjemme hos vores forældre på Strandgaarden, oppe på 1.sal. Min mor har indrettet sit kontor deroppe. Her havde jeg mit hjemmestudie som teenager. Mange sange har jeg skrevet og produceret her.  Rummet er noget særligt for mig. Jeg frydes over udsigten igennem de ternede ruder. Havet er turkis og svanerne svajer majestætisk. Den pragtfulde udsigt lagde jeg slet ikke mærke til dengang.  J  Det passer så fint, at det er her jeg skal spille mine nye sange for min storebror, som sidder behageligt i min mors sorte store læderstol.  Han får med sine knap 2 meter og > 100 kilo selv den største monsterstol til at syne lilleJ tænker jeg kærligt. Da jeg spiller ’Hate You’ for ham siger han: ’jeg synes det er en virkelig god melodi Anna, men hva sker der lige for lyrikken?’ ’Hvad mener du?’ spørger jeg og er meget spændt på, hvad hans kritik handler om. ’Jo, siger han, ’du synger ’I’m over you, and I hate you  …  Så længe du stadig føler had, kan du da ikke være over ham’. ’Jo’, replicerer jeg, ’det er altså sådan jeg har det.’

Da mit sidste forhold gik i stykker oplevede jeg først, at mit jeg splintredes i atomer, min krop krakelerede, mine følelser flaksede rundforvirret. Jeg var afgrundssvag, indtil der voksede et forløsende had frem i mig, som samlede mit jeg og kroppen. Jeg hilste det velkommen, gik ikke i rette med det. Hadet voksede sig stort og blev den dominerende følelse. Det var ægte.  Og det lagde ikke op til tilgivelse.  Og hvorfor skulle det? Ifølge hvilken lovmæssighed skal vi mennesker finde tilgivelse i vores hjerter over for folk, der har revet vores hjerte itu?  Hvorfor fremstilles tilgivelse ofte som det ultimative? Hos det gode menneske? Gode mennesker tilgiver - No matter what happened? Det virker som om tilgivelse er en kulturel anerkendt forudsætning for at komme videre med sit liv, når vi har oplevet svigt. Men gælder det virkelig i alle tilfælde???

Halleluja. På mig virker det en anelse frelst.  Man ophøjer mennesket, -  i hvert fald det gode menneske - og  gør det gudelignende.

Jeg er blot et menneske. Jeg er en ung kvinde i 20’erne og definitivt  ikke et gudelignende væsen. Jeg overlader den ultimative tilgivelse til Gud. Sker det, at jeg tilgiver, så er det bare dejligt, men jeg kan ikke leve mit liv med en fordring om at tilgive i alle tænkelige situationer. Og jeg vil heller ikke stræbe efter det.

Kan jeg derimod håndtere mine følelser, er jeg godt på vej, tror jeg. Der findes ingen forbudte følelser, kun forbudte handlinger. Jeg kan derfor også hade af et godt hjerte, når blot jeg undlader at sætte handling bag.  

 Jeg vidste ikke, at det var det jeg gjorde. Jeg skrev sangen ’Hate You’ og igennem min brors reaktion på sangen, indså jeg, hvad jeg havde gjort: Jeg havde accepteret mit had og ikke stillet tårnhøje forventninger til mig selv om, at jeg også skulle forstå situationen fra hans perspektiv, forstå ham og i sidste ende tilgive ham.

Jeg accepterede hadfølelsen og  kom videre. Hverken mere eller mindre. Ingen tilgivelse dér. Som sådan udtrykker lyrikken i ’Hate You’ præcis, hvordan jeg havde det dengang.

Tracket ’Hate You’ finder du på albummet Anna David ’Music Is Taking Over.